Rosenborg Slotshave - Kongens Have

Billedeophavsret: Kongens Have

Rosenborg Slotshave, også kaldet Kongens have, er landets ældste kongelige have. Christian IV begyndte anlæggelsen af haven i 1606.
Der er stadig bevaret træk fra Christian IV's renæssancehave, som dengang først og fremmest var kongens urtehave.
Det firkantede net af stier, som karakteriserer renæssancehaven, danner stadig rammen om havens liv. Firkanternes indhold er dog skiftet fra kongelige urter til græsklædte flader med fritstående store træer, blomstrende frugttræer, legepladser, rosenhave, rhododendronanlæg og staudebede m.m.

Havemoden skiftede i 1600- , 1700- og 1800-tallet fra renæssance- og barokhave til romantiske anlæg. Allerede tidligt i barokhaven blev det moderne at plante lindealléer, som kunne holdes i klippede former. I Rosenborg plantede man disse alléer langs allerede eksisterende stier, nemlig Kavalergangen, Damegangen og Husalléen. I 1700-tallet blev haven udstyret med fint anlagte parterrebede, bosqueter og alléer helt efter barokkens idealer.

Billedeophavsret: Kongens Have

Allerede meget tidligt i 1700-tallet blev det meste af haven åbnet for offentligheden. Lige siden har Rosenborg Slotshave været Københavns mest benyttede og mest afholdte have.

Som noget epokegørende i havens historie blev Grønnebro åbnet for publikum i 1996. Så nu er der igen mulighed for at gå fra slottet og ud i haven som på Christian IV's tid.